Sitemap Print Links

Vedtægter

Landsorganisationen Familieklub.dk

 

§ 1
Organisationens navn er Landsorganisationen Familieklub.dk. Landsorganisationen er hjemmehørende i København.

§ 2
Formål:

  • At inspirere og medvirke til etablering og servicering af familieklubber for familier med alkoholrelaterede - og andre misbrugsproblemer efter Hudolin-metoden som beskrevet i § 3’s idégrundlag. At virke for udbredelsen af kendskabet til familieklubber, som et aktivt og virksomt redskab til en bedre livskvalitet for familier / enkeltpersoner med alkoholrelaterede - og andre misbrugsproblemer.
  • At skabe det økonomiske / organisatoriske grundlag for at Landsorganisationens formålsparagraf kan realiseres.
  • At være organisatorisk ansvarlig for følgende:

1. Uddannelse af Servant Teachere, herunder både nyuddannelse, opdatering og videreuddannelse.

2. Tilrettelæggelse af grund- og videreuddannelse af familierne i klubberne.

3. Udvikling af målrettet kursus-/oplysningsvirksomhed for udvalgte mulige samarbejdspartnere.

4. At vedligeholde og udvikle det nordiske, europæiske og internationale samarbejde med familieklubber.

5. At varetage sekretariatsopgaver for familieklubber i Danmark, herunder regnskab og budget for Landsorganisationen.


§ 3
Idégrundlag:
Familieklubfilosofien bygger på princippet om socialt samspil (professor V. Hudolins social - økologiske metode) og om, at familien i bred forstand er målgruppen for behandlingen. Metoden lægger vægt på, at det er livsstils - og adfærdsændringer, som bidrager til forøgelse af livskvalitet og selvværd, jf. bogen ”Club of treated alcoholics” udgivet af The European School of Alcohology and Ecological Psychiatry, Trieste/2001.
Familieklubberne er uafhængige af politiske og religiøse tilhørsforhold.


§ 4
Organisatorisk opbygning:
Bestyrelsen får sin bemyndigelse af et landsmøde bestående af:

  • Servant Teacher samlingen
  • Klubformands samlingen


Bestyrelsen nedsætter:

  • Forretningsudvalg
  • Udvalg og ad hoc grupper

 

§ 5
Landsmødet:
Et Landsmøde for Servant Teachere og Klubformænd holdes en gang årligt inden udgangen af april måned.
Dette landsmøde er Landsorganisationens øverste myndighed. Det indkaldes med mindst 3 ugers skriftligt varsel til samtlige aktive og registrerede Servant Teachere og Klubformænd. Samtidig opfordres disse til at indsende eventuelle forslag til behandling på landsmødet. Forslag skal stilles skriftligt og være Bestyrelsesformanden i hænde senest 5 hverdage før landsmødet holdes.

På landsmødet gælder følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Valg af stemmetællere
  4. Fremlæggelse, debat og godkendelse af beretning vedrørende Landsorganisationen arbejde
  5. Fremlæggelse, debat og godkendelse af Landsorganisationens regnskab
  6. Behandling af indkomne forslag
  7. Fremlæggelse af budget
  8. Valg af bestyrelsesformand. Bestyrelsesformand vælges for en 2 års periode normalt i lige år.
  9. Valg af næstformand til bestyrelsen. Næstformand vælges for en 2 års periode normalt i ulige år.
  10. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en 2 års periode og i lige år vælges normalt 3 og i ulige år 3 bestyrelsesmedlemmer.Der tilstræbes en ligelig fordeling af Servant Teachere og klubformænd i Bestyrelsen under skyldig hensyntagen til landsdækkende repræsentation.
  11. Valg af 2 suppleanter. Suppleanter vælges for 1 år.
  12. Valg af intern revisor ved hvert andet landsmøde.
  13. Evt.


Referenten skriver et beslutningsreferat fra mødet. Referatet underskrives af dirigent og bestyrelsesformand.

Ekstraordinært Landsmøde afholdes efter beslutning af forretningsudvalg eller bestyrelsen, eller såfremt mindst 15 Servant Teachere eller Klubformænd skriftligt og med anmeldelse af forhandlingsemne forlanger det. Det ekstraordinære Landsmøde skal afholdes senest 3 måneder efter at forlangendet er modtaget. Indkaldelse sker med samme varsel som ved ordinært Landsmøde.


§ 6

Afstemningsregler på landsmødet:
Hver uddannet, aktiv Servant Teacher og hver Klubformand har én stemme. Stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Afstemning sker ved håndsoprækning medmindre dirigenten eller andre ønsker skriftlig afstemning.
Afstemning vedrørende valg sker ved relativt flertal. Afstemning om Landsorganisationens opløsning samt vedtægtsændringer kræver dog et kvalificeret flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.


§ 7
Bestyrelsens virksomhed:
Bestyrelsens daglige virksomhed udøves af et forretningsudvalg bestående af bestyrelsesformand, næstformand og 1 bestyrelsesmedlem.

Forretningsudvalgsmedlemmet vælges af bestyrelsen på et konstituerende møde umiddelbart efter landsmødet.

Bestyrelsen nedsætter arbejdsudvalg og ad hoc grupper efter behov. Formand for hvert udvalg skal være et bestyrelsesmedlem.

Eventuelle ad hoc arbejdsopgaver og omkostninger i forbindelse hermed besluttes af forretningsudvalget.


§ 8
Driftsgrundlag:
Bestyrelsen udarbejder et budget for hvert løbende drifts-år og angiver hvorledes midlerne fremskaffes.
Bestyrelsen er in solidum og enkeltvis ansvarlig overfor bevillingsgiver med hensyn til overholdelse af budget.


§ 9
Opløsning af Landsorganisationen:
Opløsning af Landsorganisationen kan kun ske på et ordinært/ekstraordinært indkaldt Landsmøde med dette punkt alene på dagsordenen.
Landsorganisationens eventuelle midler tilfalder ved opløsning den bevilgende myndighed. Alternativt tilfalder midlerne den eventuelt efterfølgende fond eller anden misbrugsbekæmpende organisation.


Godkendt på Landsmødet 30. april 2004.