Til forsiden

 
 
Min historie
af medlemmer i familieklubberne
 
 
www.alkoholchat.dk
er en del af familieklub.dk

  

Min historie

Vi har spurgt os selv, og andre der går i klubberne, hvad det har gjort at komme i en klub. Disse ord er ofte vigtigere end at forklare om regler og metoder..

Pårørende kvinde ca. 30 år
- i familieklub ca. 2 ½ år:

På hvilken måde har medlemskabet af klubben påvirket dig?
Suverænt værktøj til at frigøre mig fra uhensigtsmæssig adfærd over for mig selv og mine omgivelser.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Nærkontakt til mit eget jeg. I stand til at sætte ord på besværlige følelser. Sige til og fra over for mine forældre.

Kommentarer / synspunkter?
Andre klubmedlemmers erfaring samt interesse for min personlighed har hjulet mig til at realisere min egen hverdag i positiv retning.


Kvinde ca. 70 år
- i familieklub ca. 1 år:

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Jeg kan holde mig ædru længere tid ad gangen, selv om jeg har "faldet i vandet" et par gange.


Mand ca. 40 år
- i familieklub ca. 1 ½ år:

Finder du klubbens måde ar arbejde på anvendelig?
Jeg kan fornemme, ar vi har en meget velfungerende klub og vor Servant Teacher er meget dygtig.

På hvilken måde har medlemskabet af klubben påvirket dig?
Det holder mig væk fra mit misbrug. Det gør mig i stand til at give mig selv et "skulderklap" og det hjælper mig til at komme af med min socialfobi.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Jeg føler at jeg har fået et netværk, også har jeg været på kurser som har været meget givende.

Hvad forestiller du dig at klubben kan hjælpe dig til?
At fastholde mig i den gode udvikling som jeg er inde i.


Mand ca. 40 år
- i familieklub ca. 1 ½ år:

Finder du klubbens måde ar arbejde på anvendelig?
Ja, absolut. Den har haft større betydning for mig end jeg kan gøre det op, måle eller veje det.

Den har så vidt jeg kan bedømme, haft endnu større betydning for min kone - og dermed for os begge og for vores forhold.

Jeg lægger det stor værdi, at såvel misbruger som pårørende (unge som gamle) er i samme gruppe.


Pårørende kvinde ca. 45 år
- i familieklub ca. 1 ½ år:

Finder du klubbens måde at arbejde på anvendelig?
Ja, bestemt. Jeg synes særligt godt om, at alle i familien kan deltage. At der eksisterer varme og forståelse for såvel pårørende (+ børn), som den der har drikkeproblemet.
Ikke altid let - en følsom balance. Men rigtigt godt!
Vigtigt at der ikke kun findes en sandhed, at vi alle skal finde vores vej til et bedre liv. At vi ikke giver råd, men deler erfaringer. Lytter til hinanden og stiller hinanden spørgsmål.

Hvordan oplever du Servant Teacher'ens rolle?
Som absolut utroligt vigtig. For at sikre den følsomme balance, der skal holdes hele tiden, for at alle føler sig til pas - og er en del af gruppen.

På hvilken måde har medlemskabet af klubben påvirket dig?
Hjulpet mig af med noget af den skam og skyld jeg har følt. Nedsat min ensomhed omkring mit problem. Øget min bevidsthed omkring alkohol og hvad den gør ved mig og andre. Hjulpet mig igen og igen til at reflektere over hvordan det går - hvad jeg vil i mit liv.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Alkoholen styrer ikke længere mit liv. Øget bevidstheden om alkoholens virkninger og følgevirkninger - også i familien. En større livskvalitet.

Hvad forestiller du dig klubben kan hjælpe dig til?
At gøre mit fundament stærkere.
At lære at rumme / leve med den fortid hvori alkoholen fyldte meget.
Frigøre energi bundet i skyld og skam overfor især mine børn, men også min mand.


Kvinde ca. 55 år
- i familieklub ca. 3 år:

Finder du klubbens måde at arbejde på anvendelig?
Den giver os hver især en enorm støtte i vort daglige, lange og hårde arbejde med at blive kvit vort alkoholmisbrug og ydermere styrken til at blive ved med at være ædru.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Jeg har genvundet mine børns tillid, samt tillid fra nære og kære venner og sidst men ikke mindst min bror.

Det har efter mange års "arbejde" lykkedes mig, at frigøre mig fra min drikkende ægtemand, både følelsesmæssigt og fysisk.


Mand ca. 30 år
- i familieklub ca. 5 mdr.:

Hvordan oplevede du at komme i familieklub første gang?
Trykkende. Folk var da mægtig søde, men det var hårdt at sidde og tale om sine problemer.

Finder du klubbens måde at arbejde på anvendelig?
Ja, meget. Det er rart, at mindst en gang om ugen tale om sine problemer. Jeg føler også det er rart, at dele sine problemer med andre og at høre deres erfaringer.

Hvordan oplever du Servant Teacher'ens rolle?
Meget sympatisk person. Er god til at perspektivere ting og sætte problemerne i relief. Jeg finder det også vigtigt, at S/T'eren selv har prøvet at være misbruger.

På hvilken måde har medlemskabet af klubben påvirket dig?
At jeg tror på en løsning (før eller siden). Men, også meget følelsesmæssigt.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
At jeg er blevet opmærksom på min situation og til dels undgået "de store ture".


Pårørende kvinde ca. 30 år
- i familieklub ca. 5 mdr.:

Hvordan oplevede du at komme i klub første gang?
Godt, men lidt skræmmende at skulle tale til fremmede om mine følelser / tanker / ideer. På den anden side dejligt at kunne tale med nogen om dette.

Finder du klubbens måde at arbejde på anvendelig?
Ja (foreløbig i hvert tilfælde). Man får mange erfaringer fra andre omkring alkoholproblemer og evt. også nogle gode råd. Derudover er det godt, at man mindst en gang om ugen bliver tvunget til at tænke lidt dybere over tingene.

Hvordan oplever du Servant Teacher'ens rolle?
Fint. Godt at han ikke er mere dominerende.

På hvilken måde har medlemskabet i klubben påvirket dig?
Jeg tror mere på, at der er håb forude - og jeg tænker nok lidt mere på min rolle som pårørende til en der har et alkoholproblem (og på mit eget alkoholproblem).


Pårørende kvinde ca. 45 år
- i familieklub ca. 3 mdr.:

Hvordan oplevede du at komme i familieklub første gang?
Rart - men det var en stor flok menneskers historier at forholde sig til, da jeg var helt fyldt af min egen og for første gang skulle dele den med andre. Jeg følte mig godt taget imod og børnene ligeså.

Finder du klubbens måde at arbejde på anvendelig?
For nogle kan det dog være muligt, at bevare deres "livsløgn" - altså fortsætte med at snakke udenom "den varme grød".

På hvilken måde har medlemskabet af klubben påvirket dig?
At jeg som enlig mor fik mulighed for at gøre noget ved mit kaotiske liv. At jeg fik en meget større forståelse for misbrugers liv / problemer - at jeg lærte at se misbruget fra både misbrugerens og de pårørendes synsvinkel.
Jeg stod ikke længere alene.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
At jeg har fået mod og styrke til at kravle opad og at der findes et sted, hvor du altid trygt kan lette dit hjerte og få råd og vejledning.


Pårørende kvinde ca. 37 år
- i familieklub ca. 2 år:

Finde du klubbens måde at arbejde på anvendelig?
Ja, meget.
Det er godt at der bliver taget kontakt, hvis nogen udebliver.
Det er en god ting, at der bliver taget emner op ved møderne.
Godt, at man kan komme og få en snak.

På hvilken måde har medlemskabet af klubben påvirket dig?
Den har givet mig:
- åbenhed i forhold til mine forældre
- sige til og fra over for mine forældre
- frihed til at dyrke min egen familie 100%
- ændret syn på mine forældre
- lagt forskellige adfærdsmønstre af vejen
- ændret syn på alkoholikeren
- indset at det kan nytte at hjælpe
- selv modtage hjælp.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Jeg er mindre kontrollerende.
Åbenhed.
Sige til og fra.
Bliver mindre vred.
Det fylder ikke min hverdag mere.

Hvad forestiller du dig klubben kan hjælpe dig til?
Den har allerede hjulpet mig videre i mit eget liv.


Pårørende kvinde ca. 40 år
- i familieklub ca. 1 år:

Hvordan oplevede du at komme i familieklub første gang?
Jeg følte mig meget velkommen og blev glad for den store åbenhed og varme og i det hele taget den enorme "lydhør"-hed overfor de mange forskellige oplevelser .. TRYGHED!

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Jeg føler mig mere "konstruktiv" - bedre til at føle mig selv! Gladere for mig selv.
Fået et langt bedre forhold til min kæreste. Bedre forståelse for mine børns reaktioner. Bedre til at sortere mine oplevelser/følelser. Åbenhed / lettelse.

Kommentarer / synspunkter?
Jeg har tænkt på HVORDAN jeg inddrager mine børn i familieklubben. Måske kommer det af sig selv; at de får lyst til at DELTAGE med deres oplevelser!

Jeg tror børn får noget godt ud af, at deres forældre "ARBEJDER" med sig selv i familieklubben!!! - indtil de selv kan sætte ord på deres egne oplevelser / følelser.


Pårørende kvinde ca. 30 år
- i familieklub ca. 2½ år:

Finder du klubbens måde at arbejde på anvendelig?
JA!

På hvilken måde har medlemskabet af klubben påvirket dig?
Jeg føler at jeg blevet mere tilfreds med mit liv - jeg accepterer mere min fortid og er så at sige kommet ud af følelsen af at være "offer" for en "trist skæbne". Følelsen af at være "outsider" er forsvundet.

Jeg har på baggrund af mine erfaringer fra klubben og mit liv set det konstruktive i at træffe essentielle beslutninger, såsom at ophøre med at drikke alkohol og ryger smøger.

Hvilke konkrete resultater har du opnået?
Jeg har fået et mere afslappet forhold til min familie og min kæreste. Jeg er blevet mere glad. Jeg har fået større tillid til andre mennesker.



Nedenstående collager er lavet af børn i familieklubberne


Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

 

 

 


 

 

 

Opdateret  03-Jul-2006
© Copyright 2006 - Landsorganisationen for Familieklubberne i Danmark