Sitemap Print Links

Konceptet

Familieklubbens idégrundlag

Klubsystemet af familier med alkoholrelaterede og andre misbrugsproblemer, har en historie som går tilbage til 1964. Det blev udviklet af Vladimir Hudolin (1922-1996, professor i psykiatri) og en gruppe engagerede kolleger. De første familieklubber blev startet i Zagreb i Kroatien i det daværende Yugoslavien. I 1979 blev den første klub åbnet i Trieste i Norditalien og Hudolin begyndte at arbejde meget i Italien. Klubberne spredtes hurtigt i hele Italien hvor der nu er over 2000 klubber. Derudover er klubberne udbredt til 34 lande. Begreberne i forbindelse med familieklubberne er i dag bredt anerkendt som en effektiv metodologi i behandlingen af alkoholmisbrug og relaterede problemer.

Familieklubsystemet er baseret på den socialøkologiske forståelse af alkoholmisbrug. Inddragelsen af hele familien i bestræbelsen på at ændre livsstilen hos personen med alkoholmisbrug, er et særligt kendetegn ved systemet. Vi taler om familier med alkoholrelaterede problemer og dermed omfattes både problemerne hos den drikkende og problemerne for de pårørende.

Familie opfattelsen i Hudolins metode kaldes også systemisk. Dette betyder at den alkoholafhængige ikke adskilles fra familien og samfundet. "Behandlingen" er nærmest en social kulturel proces. I denne proces forventes en ændring af adfærd og livsstil hos alle medlemmer af familien. Hele familien må acceptere at skulle ændre adfærd på nogle områder. Denne indstilling er vigtig. Der er ikke nogen nemme løsninger. Familien som helhed må blive bevidst om eget forbrug af alkohol og ændre alkohol vaner.

Familieklubberne mødes hver uge. Klubberne har få regler om at møde til tiden, fortrolighed, alle har en rolle, ærlighed, ingen gode råd ol., hvilket gør at det er vores egen klub. En uddannet person deltager i møderne og hjælper med at holde klubben på sporet, uden at være leder eller terapeut.

Et par gange om året er der kursus hvor de nye medlemmer kommer og lærer om alkohol, sundhed, familiedynamik og klubsystemet. Tilegnelse af mere viden er en vigtig del af familieklubberne. På kurserne og opfølgningskurserne og i klubmøderne, hvor man udveksler erfaringer, lærer af hinanden og udvikler sig menneskeligt.

En anden vigtig egenskab ved Hudolin metoden er at den er åben og tolerant mht. religion. Den appellerer ikke til noget ydre religiøst engagement men udelukkende til den indre personlige spiritualitet. Denne kan og bør udvikles. Denne spirituelle dimension uden tilknytning til ydre religiøse kræfter, gør systemet mere kulturelt acceptabelt.