En familieklub er et fællesskab af familier, som alle har et problem med alkohol eller andre stoffer. En "familie" i en Familieklub kan være en mand og kvinde, som kommer fordi manden har et alkoholproblem. Men det kan også være en far, som kommer med sine børn, fordi mor drikker, det kan være unge eller voksne børn af alkohol misbrugere, eller det kan være den drikkende selv, eller en slægtning der ønsker støtte, som udgør en "familie" i klubben. Kort sagt alle, hvis familie lider under et problem med alkohol og andet misbrug kan komme i en familieklub.
Familieklubben mødes 1½ time hver uge og alle får mulighed for at fortælle om deres problemer. Man taler om hvordan man arbejder med at løse sine problemer, deler sine erfaringer, støtter hinanden og glæder sig når det lykkes. Det man fortæller i klubben er fortroligt.
Familieklubben er organiseret som en klub med formand, sekretær, ordstyrer, kasserer osv. således er det "vores" klub. Man kan være medlem så længe man vil.
Klubben har altid tilknyttet en servant/teacher som er uddannet på et uge kursus om alkoholproblemer og familieklubbens virkemåde og regler. Servant/teacheren har til opgave at hjælpe klubben i gang og holde den på rette spor.
Derudover deltager Servant/teacheren som lærer på nogle kurser som afholdes en gang imellem. I kurserne deltager klubmedlemmer fra flere klubber og de handler om alkohol, sundhed, familiedynamik og klubsystemet.
|
|